tirsdag den 25. september 2012

Sydneys første officielle LP3

 
Så har min søde Sydney, det lille spættefjæs, været til sin første officielle LP3. Det var i weekenden i DCK i Køge, regnvejr, forbikørende toge og knallertkøreskole, men intet af dette var eller blev noget problem for den seje tøs.
Inden prøven havde jeg ikke de store forhåbninger, da hun i flere af øvelserne ikke er nået til hele øvelsen endnu, men det holdt mig nu ikke fra at tilmelde hende.
 
Resultaterne fra dagen med kommentarer:
 
Fællessit: 30/30, hun sad bare sikker som en stenstøtte, og jeg var rolig hele vejen igennem.
 
Fællesdæk: 20/20, hun ligger fint de 4 min., men da vi bliver kaldt frem fra skjulet står der en hanhund (den der lå ved siden af hende) og snuser hende i rumpen. I det hun ser mig, får hun nok af den, rejser sig og går imod mig. Jeg tager hende med tilbage og laver slutningen som den skal være. Sikke noget! Dommer Palle vælger retfærdigvis ikke at trække Sydney points for, at hun rejste sig. Til gengæld kan jeg godt undre mig over, hvorfor enten dommer eller prøveleder ikke greb ind, så hanhunden ikke kom hen til Sydney. Havde det været Alfa, der lå der, så var hanhunden blevet skældt meget ud! Og hvordan kunne dommeren vide, at hanhunden ikke ville gøre Sydney noget. Det var synd for Sydney, selvom hun fik meget ros. Hun hader at lave fejl, og gør altid hvad der bliver sagt, og jeg VED, at hun har følt sig i dilemma; skal jeg behage "mor" og blive liggende eller skride fra den hanhund? Håber aldrig det sker for hende igen.
 
Fri ved fod: 17/20, hun flagrer en del og har skæve pladser. Sådan har hun altid været, men vi arbejder med det.
Stillingsskift: 27/30, i den første sit måtte jeg give hende en ekstra kommando, og pga. motorvejsstøj må jeg sige kommandoerne ret højt, og får derfor trukket hende et par cm frem i stå.
 
Venstre apportering: 0/30, denne øvelse havde jeg slet ikke regnet med, at hun ville fatte, men! Det gjorde hun! Hun løber på første venstre-kommando ud til den rette apport, men men...den lugter mærkeligt og hun løber så tilbage til mig (derfor får vi nul), så siger jeg venstre igen, og så spæner hun ud og tager venstre apport og kommer tilbage med den på plads. En stor apportbuk, som hun absolut ikke er vant til og på længere afstand end hun før har trænet. Jeg var SÅ glad og stolt! Hun gjorde bare, hvad hun fik besked på.
 
Springapportering: 19/20, hun gjorde det så fint, men satte sig en lille smugle skævt i slutningen. Ingen tyggen, sådan!
 
Stå, sit, dæk under uafbrudt gang: 18/20, hun gjorde det så godt, det var bare mig der gav lidt for meget kropskommando i dæk, så det må jeg jo bare lade være med :o)
 
Indkald med stå: 27/30, også en øvelse jeg ikke havde regnet med ville give points.... Men det gjorde den! Hun stoppede flot op, og tog så to skridt, som trak lidt, men bliv-kommandoen forstod hun, selvom hun havde fart på.
 
Fremsending til felt: 0/40, tja... den fattede hun ikke, heller ikke da vi gik tættere på. Helt tæt på til sidst kunne hun godt, men ikke særlig imponerende ift. hvor meget vi har trænet det. Jeg må mere ud i marken forskellige steder og sætte det op. Det er bare lige det med at få det gjort :o)
 
Næseprøve: 0/30, tja igen.... Hvis jeg ikke sørger for at vi træner det, så kan jeg jo ikke forvente at hun kan huske det. Sydney har ikke hentet en søgepind i 3 måneder. Mega min fejl, men jeg synes den øvelse er så kedelig, så glemmer den lidt.... med vilje :o( Hun havde lært øvelsen, men kun lige....
 
Helhedsindtryk: 8,5/10, ret fint med tre nuller synes jeg. Udtalelse: Dejligt samarbejdende par. Dejlig arbejdsglad hund, som havde nogle kiks på dagen.
 


Nu har jeg meldt hende til i Ølstykke d. 7.oktober igen, så må jeg nå at træne næseprøven og de fremmede apporter inden, og så må jeg se med det felt.... Tror det er en større operation end de to andre øvelser.
Mht. de fremmede apporter, så har jeg selv flere størrelser og former, som vi har hygget lidt med i dag. Alfa var helt syg for at være med :o)



torsdag den 10. maj 2012

Sammenhæng

I går d. 9.maj fyldte Alfa 5 år, og imorgen d. 11.maj fylder Sydney 4 år. Så i dag er dagen lige imellem, hvor jeg plejer at fejre dem sammen.
Det sidste år er der sket meget ift. de to dejlige tøser, og flere ting har ændret sig mærkværdigt. Det grundlæggende i disse ændringer er, at jeg har fået mere erfaring med og viden om mine hunde - og måske også hunde generelt. Mit eget fokus har ændret sig meget, og jeg står nu og føler, at jeg har åbnet øjnene helt på flere områder.
Mit hundeliv startede, da jeg fik Alfa for 5 år siden. Jeg startede til lydighed hos Hanne i Albertslund med hende, og det hele gik så godt og så stærkt. Der var ingen grænser for, hvor meget Alfa ville og kunne, og mine ambitioner fulgte med Alfa til tops. Vi kom hurtigt ud i det officielle konkurrencemiljø i lydighed og blev bidt af det. Alfas arbejdsglæde, pleaser-gen og talent fik mig også ud til fårehyrdning, rally-lydighed, lidt dogdancing og agility og endda lidt udstilling/ringtræning, samtidig med at vi trænede tricks hele tiden. Da Alfa var 7 mdr. kunne hun 40 forskellige tricks. Det har været rigtig meget at rumme for en hvalp og en unghund, og kunne jeg gøre det om (og det fik jeg mulighed for med Sydney), så havde jeg brugt mere end 1½ år på at introducere hende for alle de sportsgrene. Men når det er sagt, så er jeg sikker på, at Alfa har syntes godt om det hele og nydt vores daglige træninger og den megen aktivering.
Når man træner sin hvalp/unghund så meget, så tror jeg, at det er svært at undgå, at den bliver lidt rastløs, når den så ikke skal noget (f.eks. i ventesituationer), medmindre man indlægger træning i dette også. Og det gjorde jeg desværre ikke fra start. Alfa fik derfor først en tendens af "tænd/sluk-knap", da hun var 3-4 år. Jeg indså, at hun måtte bringes til at slappe mere af, når hun ikke var "på". Til det har vi brugt "hoved"-kommandoen, der er en dæk med hagen på græsset. Dette er nu en kommando, som hun ikke bare kan, men også selv tilbyder, når hun vil have mig til at kaste en bold f.eks. Der er en verden til forskel på, om hun (som for 3 år siden) bare står og gøer af én, eller om hun (som nu) lægger bolden, kigger på én, og så lægger sig i "hoved-dæk" helt stille.
Når hun er i "action", er hun stadig torpedo og TNT i ét, og det blev sidste sommer meget klart for mig.
I lydighed kom vi hurtigt gennem LP1 og LP2 og fik også en RBM-titel med 100 p i en enkelt prøve. Alfa var blandt de bedste sheltier i både LP1 og LP2, og det kørte bare de første år i lydighed. Men da vi nåede klasse 3 og havde trænet, så hun kunne øvelserne, så begyndte det at gå galt til de officielle prøver. I rolige omgivelser til de uofficielle prøver var Alfa tryg og tilregnelig og har været oppe og score 273½ p ud af 280 mulige i LP3. Men ude i virvaret til de officielle prøver påvirkede miljøet og min nervøsitet hende for meget, og vi har aldrig fået LP3-titlen. Efter 3 år med LP3-træning og de samme øvelser (eller variationer af disse), så kiggede jeg på Alfa tonsende rundt efter sin bold, som hun havde fået som belønning efter en 4 min. fællesdæk, og tænkte at nu var tiden inde til at lave det skift jeg havde overvejet i et år. Alfas fart og iver skulle altid dæmpes, "lænkes" og nedtones i lydighed - i større eller mindre grad - og det kunne jeg ikke holde ud. Hverken ift. hende eller mig. Vores samarbejde led under min frustration over hendes "tændthed", der jo burde være så lækker. Til vores sidste officielle LP3 kan jeg huske, at vi blev nr. sidst ud af 20-25 stykker, og under prøven mærkede jeg, hvordan folk langs ringsiden havde ondt af mig. "Det her er slet ikke meningen med det!", tænkte jeg. Det skal være sjovt for os!
Hvad skulle Alfa så? Vi lavede lidt frisbee over sommeren, og i sensommeren fik jeg (meget heldigt) en plads på et begynder-agilityhold i Vallensbæk Agility Sport (VAS), der er under Border Collie Klubben. Og så - med fornyet indsigt i min hund - kom glæden tilbage til os begge. Alfa blev hurtigt rigtig god til de nemme baner og forhindringerne lå hende ufattelig naturligt. Belønningen i agility er meget oplagt til bold, og det er jo i virkeligheden det Alfa helst vil have, selvom hendes instinkt siger hende, at hun skal tage godbidderne. Vi har gået i VAS i 9 mdr. nu. Været til to stævner, hvor hun har klaret sig rigtig godt med enkelte fejl og få disks. Vi træner hver uge herhjemme, og hun elsker det. Bare løbe, springe, løbe, springe og hente sin bold som belønning. Til stævnerne, som er virvar-fyldte og officielle, har jeg oplevet min Alfa, som jeg kender hende. Ingen "stunts" som i LP, ingen medlidenhed fra ringsiden og udelukkende ros og beundring til hendes temperament, fart, iver og "tændthed".
Og hvorfor gjorde jeg så ikke bare det fra start for 4 år siden efter hvalpeholdet? Det er svært, når man som menneske oplever suset af at vinde så at stoppe med det, man laver. Man får måske ikke engang stukket en finger i jorden eller åbnet sine øjne. Tænk at man som helt grøn hundeejer kunne komme med i lydighedstoppen af sheltier i Danmark på bare et år! Det har været fedt og fængende, og Alfa har også elsket det arbejde i lang tid. Men i en kortere periode, tror jeg, at titler, konkurrence-gen og stædighed tog styringen fra min fornuft. "Vi stopper efter vi er blevet champ, eller efter vi har LP3-titlen" bla bla.... Men hvorfor der? Hvis ingen af os har det sjovt på den slagne vej dertil.... Så ville vi bare blive to trætte individer med et stykke underskrevet papir. Det er ikke fordi, jeg er imod prøverne, for jeg elsker det - men det skal være den ekstra motivation til også at få trænet i øsende regnvejr osv. - ikke den grundlæggende motivation. Og man skal være meget opmærksom på, at motivationen fra prøverne KUN påvirker en selv. Hunden er jo bedøvende ligeglad. Nu tænker jeg ikke på den "long lost" LP3 og LPchampion-titel mere... det generede mig i starten, indrømmet, men når jeg ser Alfa nu og træner agility med hende, så giver ALT mere mening. Hendes væsen, kvaliteter og ønsker hænger 110% sammen med, hvad sporten kan tilbyde, og vi skal ikke gå på kompromis. Titler i agility er jeg ligeglad med, selvom jeg går til stævner. Jeg vil gerne ud og konkurrere for min egen skyld og motivation, men det bliver ikke en titeljagt igen, og kommer Alfa i sit liv aldrig videre end AG1 og SP1, så er jeg så stolt af hende alligevel, og hun 100 mio. værd med som uden titler.
Jeg blev allerede klogere til Sydneys ankomst. Vi tog det meget stille og roligt, dog med ambitioner helt fra start. Sydney er noget anderledes end Alfa. Sydney har en naturlig, grundlæggende ro, som er svær af ryste. Hun er simpelthen "cool". Hun har også en god fart, stor iver og træningsengagement, men den største motivation for hende er at være sammen med mig. Hvad end vi laver, så vil hun gerne være tæt på mig.
Sydney har taget lydighedsklasserne stille og roligt, og er nu - 4 år gammel - nået til klasse 3. Med Sydney har jeg lagt vægt på sikker-sikker indlæring og præcision fra start og ikke at hun bare skulle kunne det nogenlunde - hurtigt! så vi kunne komme til prøve. Vi har taget vores tid, og resultatet er blevet meget mere sikkert end Alfas har været. Sydney skal til sin første uofficielle LP3 på søndag, og jeg glæder mig. Jeg VED, hvad hun kan. Det er ikke tilfældigt, om det bliver godt eller skidt. Jeg ved godt, hvor hendes svagheder stadig ligger pga. manglende rutine og træning, men det bliver ikke en overraskelse til en prøve.
Sydney bliver i LP-sporten, for jeg elsker stadig sporten, og det gør hun også. Den er flot, elegant og rørende i dens tætte samarbejde mellem hund og fører, og det er netop dér, at Sydney elsker det. Tæthed!
Lydighed lægger op til både godbidsbelønning, tov og bold, og Sydney sætter pris på variationen. Hun gider ikke tonse efter en bold i evigheder, men kan godt lide en god løbetur indimellem. Jeg vil ikke gå i dybden med øvelserne her, men hun er blevet meget stabil i mange af dem, og virker på ingen måde til at kede sig. Sydney trives med den grad af forudsigelighed og tryghed. Der er sammenhæng og "match" mellem det sporten kan tilbyde, og hundes motivationsfaktorer, kvaliteter og ønsker.
Jeg foretrækker ikke den ene sport fremfor den anden, men hvor er det dog vigtigt, at der er sammenhæng mellem hundens og sportens væsen. Hundens glæde ved træningen skal nok - uanset sporten - sætte store, fede poteaftryk i ens hjerte og den grundlæggende motivation er skabt!

Tak for hhv. 4 og 5 uforglemmelige, læringsrige og sjove år til mine allerbedste tøser.

tirsdag den 8. maj 2012

Hold øje med vægten!

Jeg har det sidste 1½ års tid haft mine to tøser på slankekur. Nu er det slut, da de begge har nået deres mål.

Sydney havde et enkelt kilo for meget, som hun har været relativt længe om at smide. Pga. hendes altid store pels, så er der ikke nogen synlig forskel, men hun vejer nu 6,0 kg, hvilket passer til hendes højde på 33 cm og lidt spinkle bygning.

Det var mere alarmerende med Alfa, og jeg er faktisk flov over, at jeg ikke har reageret tidligere. Men samtidig må jeg nu være glad for, at jeg satte ind, og at hun "kun" gik med sin overvægt et års tid og ikke et helt liv, som man desværre også ser eksempler på af og til.
Det var vores nye dyrlæge i Taastrup, der sagde til mig, at de begge var for fede. Jeg fik hjælp af Lotte til at dosere deres slankefodring og har fodret med Oliver's weightloss.
Jeg har derudover trænet mere fysisk træning med Alfa, da hun A) synes det er skideskægt og B) har brug for motionen. Alfa havde en periode for nogle år siden, hvor hun kunne få nogle underlige anfald, og jeg fandt så småt ud af, at de skyldes manglende "tonseri". Så nu står der "tonseri" og spurtløb på programmet flere gange om ugen, hvis ikke hver dag. Hun elsker det, og jeg har ikke set de underlige anfald i 2½ år nu.
Man lærer mange ting via sin første hund. Jeg har haft meget travlt med teknisk præcisions-træning af Alfa i starten af hendes lydighedskarriere, og glemte at en hund som Alfa selvfølgelig har et dagligt behov for høj puls og løb, og ikke bare gåtur. Jeg havde fået så meget i hovedet om, "at kloge hunde SKAL stimuleres mentalt" og at "hyrdehunde ikke kan køres trætte af ren fysisk aktivitet", så jeg glemte i perioder den fysiske træning. Øv øv - det tror jeg også Alfa har haft tænkt og følt.
Alfa vejede i 2010 (sommer) 9,9 kg, og hun er 36 cm høj. Nu vejer hun 7,0 kg, hvilket muligvis er lige i underkanten, men da hun løber agility, synes jeg ikke, at hun skal veje mere end max. 7,5 kg. Det er et vægttab på 2,9 kg på 1½ års tid, og forskellen er meget synlig.


Et hudløst ærligt indlæg. Men en reminder om, at overvægt er en misligeholdelse af hunden, og at der er to ret simple ting at gøre ved det; mindre mad og mere motion. Så lærte jeg det - sorry Alfa - du må være min oplæringshund for en del ting - heldigvis også en masse gode.

torsdag den 19. april 2012

Udendørs-agilityopstart med Alfa


I går startede agility udendørs i Vallensbæk (VAS) op for Alfa og mig. Vi træner fra 19:20 til 20:40 + efterfølgende oprydning i 20 min., så der nåede at blive ret mørkt til sidst. Men skønt at være udendørs på græs (ægte). Der er nogle klare fordele ved udendørs agility kunne jeg mærke i går. For det første kan Alfa få den belønningsform, som hun trives allerbedst med, nemlig tennisbold der kyles af HT. Det duede ikke i hallen, da der ikke var plads og andre hunde, der løb bane tæt på. For det andet er lydniveauet meget mere behageligt, og Alfas skingre gø, de forsvinder i luften på en anden måde end i hallen. Derudover var der mulighed for at gå over på selvtræningsbanen ved siden af og øve vendinger osv.
Jeg har fået to (for mig) nye instruktører, Charlotte og Susanne, som jeg allerede er meget begejstret for. Synes jeg i alle løb fik noget ny og meget detaljeret vejledning med, som også var tilpasset lige mine udfordringer med Alfa. I lydighed har Alfa tit skilt sig ud på holdene pga. hendes turbo, men i agility kender instruktørerne meget til det fænomen og har mange metoder til at takle det rigtigt og vende det til noget positivt. I lydighed har det været vores store problem, og grunden til vi lagde det på hylden (for en tid i hvert fald).
Alfa var totalt opsat derude. Vi kastede nogle lange bolde først som opvarmning, og lavede hop på stedet. Så kom vi først over til Susanne, hvor jeg især fik noget med derfra omkring mit eget løb og mine signaler til Alfa. Hos Charlotte bagefter var en spøjs tunnel-tunnel-kombination, hvor Alfa selv skulle finde 2.tunnels indgang, fordi der stod en balance i vejen for mig, og det lykkedes én gang :o) Nok mere fordi Alfa selv tilbyder, snarere end at hun forstod min kommando, men alligevel... hi hi.
Vi lærte en ny type vending, Ketsker vendingen. Først fattede jeg ikke bevægelsen rent motorisk, men så gik jeg på selvtræningsbanen og lavede den 10 gange, og da vi så løb banen igen, så lå den helt naturligt, og Alfa reagerede som hun skulle på den. Fedt! Den skal øves herhjemme, og det skal selvstændig tunnelløb også.
Vildt fedt, sjovt og lækkert at være tilbage i Vallensbæk med verdens bedste (og hurtigste) Alfa.

fredag den 30. marts 2012

Sydney i lydighedsopstart

Nu er lydighedstræningen i Albertslund hos Hanne for alvor startet op for Sydneys vedkommende. Alfa holder som bekendt en tiltrængt pause fra LP, og dyrker kun agility pt.
Og nu hvor Sydney er blevet alene i mine hænder på lydighedsbanen kan jeg RIGTIG se, hvad hun egentlig er for en fartdjævel!!! I sammenligning med Alfa vil hun altid være den lille, nuttede, søde, rolige, velovervejede og eftertænksomme tøs, der arbejder nede i tempo og tager den sikre vej - MEN!!! Når Sydney står i mine øjne alene og uden denne sammenligning til miss HyperActive, så er hun faktisk selv både rigtig glad for fart, tilbydende, ivrig og oppe i arbejdstempo i det hele taget. Et nyt lys at se sin dejlige, blå pige i - og kun i positiv forstand. Om hun har luret Alfa af eller altid har haft det i sig, tror jeg, at jeg har en idé om, da jeg godt ved, at Sydneys mor er præcis sådan en arbejdssheltie med fart og spillopper i - så jeg har bare ikke set det så tydeligt før nu :o) 
Det går rigtig godt i klasse 3 lydighed med Sydney. Hun arbejder og tilbyder fra vi kommer til vi går. Eneste "svinkeærinder" er, når hendes ting og min taske skal forsvares mod de andre kursisters sheltier :o)
Som nævnt er en overraskelse for mig hendes fart. Hendes fremsending er allerede mere sikker end Alfas, og hun løber HURTIGT derud. Hun elsker simpelthen den øvelse, fordi hun skal løbe. Hun tænder på både bolde, godbidder og tov som belønning, samt mundtlig ros, hvilket gør hende SÅ fleksibel ift. belønning.
Hendes fri ved fod og "plads" er blevet meget bedre det sidste halvår, og hun krænger knap så meget ud med rumpen, som tidligere - hurra for elefantøvelsen og fri shaping, som hun også har lugtet lunten på.
I springapporteringen har hun også overhalet Alfa indenom, da Alfa aldrig er holdt op med at tygge lidt i apporten (medmindre det var metal). Men Sydney tygger ikke det mindste, men kan sættes af med en træapport i munden og en "bliv", og så kan jeg gå en lille tur rundt uden hun viger fra opgaven. Sej tøs, der var 100 år om at ville holde fast på noget :o)
Stillingsskiftet har hun altid kunne bedre end Alfa, fordi hun har mere selvkontrol, og den sidder lige i skabet i alle 6 skift. Bravo.
Problemerne, der holder os fra at tilmelde os stævner i foråret er; næseprøven, sit under uafbrudt gang, fællesdæk i 4 min. (fører i skjul) og indkald med stop.
Næseprøven: Hun giver op i søget, og har hun ikke fundet den med fært, så tager hun en tilfældig. Hun samler dem alle sammen op undervejs. Ikke godt!
Sit under uafbrudt gang: Hun kan de to andre positioner, men i sitten skal jeg sætte farten alt for meget ned, for at hun ikke bare står. Kræver bare mere træning.
Fællesdæk i 4 min.: Tiden er hun fin med, men hun er "mors pige", og mor skal ikke forsvinde.... Så bryder verdenen sammen!
Indkald med stop: Vi har ikke trænet den så meget endnu, så jeg ved faktisk ikke, om vi har problemer med den, eller om den bare ikke er indlært endnu... 
Sydney skal op til uofficiel LP3 i maj til afslutningen på holdet, men de officielle prøver venter vi med til efteråret, hvor der forhåbentlig er kommet styr på de fire øvelser, vi halter på.
Jeg vil gerne nå at have tre resultater at sende ind til Årets LP3-sheltie i Sheltieklubben, også selvom de ikke skulle være så pæne. Kan ikke forestille mig en sæson, hvor jeg ikke skulle sende ind for hverken Alfa eller Sydney! 
Ellers så nyder min smukke, blå prinsesse vejret, Alfa, mig og Morten. Hun har tabt 700 g, som hun vejede for meget efter 1 år på en meget langtrukken og mild slankekur... Nu er hun fit for fight!

torsdag den 29. marts 2012

Slut på den indendørs agilitytræning


Så gik vintermånederne og vores agilityhold i Nete´s hal i Herringløse (VAS) er slut. Vi har begge - både Alfa og jeg -  haft det rigtig skægt på det hold og fået mange, MANGE udfordringer. Ikke mindst fordi banerne ikke var bygget til os letøvede, men også kunne give vores landsholdshunde og -førere noget at arbejde med. Flere gange lavede Alfa så bare sine egne baner i ren "agilityiver". Hun elsker faktisk det hele ved den sport. Alle forhindringerne og mest af alt farten. Dog er delmomenter vigtigt med Alfa, da hun ellers i farten sjusker på nogle af forhindringerne. I går lavede hun to styrt (et ned fra vippen og et ned fra A'et), fordi hun simpelthen kastede sig selv i "grams" for at løbe stærkt.
I februar var vi til vores første agiltiystævne, hvor vi løb 4 løb (to AG1 og to SP1), og vi blev kun disket i ét løb. I det sidste SP1 løb blev vi nummer 3, som jeg var meget stolt af.
Vi forsætter træningen i VAS i Vallensbæk nu udendørs, og jeg glæder mig meget. Gotta love agility!

søndag den 26. februar 2012

Alfas første agilitystævne

I efteråret besluttede jeg at melde Alfa til VAS's agilitystævne her d. 19.februar. Jeg kunne se hende hurtige fremskridt og havde allerede dér fået plads på indendørsholdet, så vi kunne nå noget mere træning i løbet af vinteren. Der var i efteråret ingen af forhindringerne, som hun overhovedet ikke kunne eller ville, så det tegnede godt.
Vi har gået til træning i VAS i Herringløse i januar og februar nu, og har lært meget. Specielt er jeg begyndt at være mere bekendt med, hvordan jeg selv skal bevæge mig. Alfa er blevet mere sikker i forhindringerne generelt, og styrer sin stress fint på banen. Jeg kan nemt køre hende lidt ned i gear på feltforhindringerne og op igen, når vi løber på springene og i tunnelerne, og det er en stor forskel til lydighed, hvor jeg ikke altid havde den kontrol med hendes fart og opkørthed.
I løbet af træningen i VAS har vi kun stødt på posen én enkelt gang, så derfor var jeg noget betænklig ved den til stævnet, og hun skulle da også lige se den an og vægrede derfor på den i de to første løb. I de to næste fik jeg kaldt hende igennem den uden vægringer.
Selvom vi har trænet slalom mere end noget andet i haven så kiksede hun den lidt til stævnet. Slalom'en kræver en stor mængde koncentration, og til stævnet var hendes koncentration også delt ud på nummerskilte (!), tæppet og lugtene, så jeg forstod godt hvor det kom fra. Derudover gav jeg to af gangene nogle uklare signaler til hende, så jeg forstod hendes forvirring.
Vi endte med kun en enkelt disk ud af 4 løb (2 i AG1 og 2 i SP1). I SP1 endte vi som 3.vinder af klassen med kun 5,86 fejl (slalomen). I de andre løb fik vi vægringer (posen specielt) og nogle slalomfejl. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, da jeg følte, at jeg havde Alfa som jeg kender hende fra træning med på banen. Til lydighed kan jeg have en superhund til træning, men så laver hun alverdens fejl til stævner - sådan var det ikke i agility.
Vi forsætter i hallen i Herringløse her i marts, og så udendørs i Vallensbæk i foråret.
Video fra vores stævne (fejl i teksten; vi blev ikke disket i AG1, som ikke blev filmet) kan ses på vores hjemmeside under Aktiviteter - Agility .

torsdag den 5. januar 2012

Indendørs agility med Alfa (1.gang)

Hveranden onsdag er ny agilitydag for Alfa og jeg de næste 3 måneder. I går var første gang, og også første gang Alfa skulle løbe hele baner indendørs i hal. Vi har i efteråret været på et fremadsendelseskursus på 3 timer, der også var indendørs i hal, men jeg kunne i går godt mærke på hende dels 1) At det var nyt og stressende 2) At hun havde en masse træningsenergi oplagret, selvom vi har trænet meget i haven i juleferien, der varede 19 dage for mit vedkommende :o)
Nå, men vi er jo meget privilligerede og træner med nogle rigtig seje tøser og hunde, og jeg måtte (som forventet) sande, at vi var totalt rookies i dén forsamling. Men jeg har forlængst besluttet, at jeg vil give den hele armen og stille høje forventninger til mig selv og Alfa - så det gjorde vi også i går.
I forhold til efteråret i Vallensbæk (udendørs), så var de 4 baner i går noget sværere, synes jeg; komplicerede springkombinationer, hvor det ikke altid var den åbenlyse vej og i fremadsendelserne stod springene skråt i forhold til hinanden. Det tog Alfa lang tid at indse at spring skulle tages fra meget små vinkler, og jeg anede ikke, hvilke tegn og signaler, jeg skulle sende, og fik ikke altid gjort det vi fik besked på :o) Al begyndelse er svær - specielt når ens vuf kører med 4 jetmotorer i rumpen :o)
Men, der var også rigtig gode ting - som jeg faktisk var rigtig stolt af. Vores slalom gik rigtig godt, da hun lige fik indset at træpindene slog hendes skuldre hårdere end de vakkelvårne af plastik herhjemme. Og hun tog indgangene rigtigt og løb ikke ud af den - OPTUR!
Det var også tydeligt at hun har trænet felter (2on2off) i 1½ måned nu. Hun blev for enden af vippen og balancen, og jeg kunne sætte hende i positionen på A'et. Det fik vi ros for.
Hun var ikke bange for nogen af forhindringerne og tog gerne tunnellerne - også flere gange end ønsket :o) Og det er alene en sejr for en sheltietøs, der ellers er lidt ømskinnet mht. store redskaber, nye lyde osv. Hun var bare sej, og ville bare løbe-løbe-løbe.
Hun var desværre også ret stresset (tror primært at det skyldes de nye omgivelser), og løb også hjemmelavede baner og tonsede fremad-fremad-fremad, selvom jeg prøvede at kalde hende tilbage efter et spring. OG! Så tyvstarter hun hele tiden! Jeg må sande, at hendes flotte BLIV-kommando fra LP, hvor hun aldrig har fejlet fællesøvevlserne i LP3, er en by i Rusland, når der står en hel agilitybane foran hende - øv! Det må trænes fremadrettet med rigtig gode godbidder.
I efteråret havde hun det med at løbe under springene, når de blev 40 cm, men det gjorde hun kun én gang i går - også godt nok. Jeg har også sat dem op herhjemme, så de ikke er anderledes høje til træning.
Jeg fik et par søde ord med på vejen af træneren (Jytte) til sidst, for hun synes, at vi har et rigtig stort potentiale, og at vi er kommet rigtig langt på det halve år, vi har trænet agility. Det varmede, når man godt kunne se, at vi var rookierne :o)