torsdag den 10. maj 2012

Sammenhæng

I går d. 9.maj fyldte Alfa 5 år, og imorgen d. 11.maj fylder Sydney 4 år. Så i dag er dagen lige imellem, hvor jeg plejer at fejre dem sammen.
Det sidste år er der sket meget ift. de to dejlige tøser, og flere ting har ændret sig mærkværdigt. Det grundlæggende i disse ændringer er, at jeg har fået mere erfaring med og viden om mine hunde - og måske også hunde generelt. Mit eget fokus har ændret sig meget, og jeg står nu og føler, at jeg har åbnet øjnene helt på flere områder.
Mit hundeliv startede, da jeg fik Alfa for 5 år siden. Jeg startede til lydighed hos Hanne i Albertslund med hende, og det hele gik så godt og så stærkt. Der var ingen grænser for, hvor meget Alfa ville og kunne, og mine ambitioner fulgte med Alfa til tops. Vi kom hurtigt ud i det officielle konkurrencemiljø i lydighed og blev bidt af det. Alfas arbejdsglæde, pleaser-gen og talent fik mig også ud til fårehyrdning, rally-lydighed, lidt dogdancing og agility og endda lidt udstilling/ringtræning, samtidig med at vi trænede tricks hele tiden. Da Alfa var 7 mdr. kunne hun 40 forskellige tricks. Det har været rigtig meget at rumme for en hvalp og en unghund, og kunne jeg gøre det om (og det fik jeg mulighed for med Sydney), så havde jeg brugt mere end 1½ år på at introducere hende for alle de sportsgrene. Men når det er sagt, så er jeg sikker på, at Alfa har syntes godt om det hele og nydt vores daglige træninger og den megen aktivering.
Når man træner sin hvalp/unghund så meget, så tror jeg, at det er svært at undgå, at den bliver lidt rastløs, når den så ikke skal noget (f.eks. i ventesituationer), medmindre man indlægger træning i dette også. Og det gjorde jeg desværre ikke fra start. Alfa fik derfor først en tendens af "tænd/sluk-knap", da hun var 3-4 år. Jeg indså, at hun måtte bringes til at slappe mere af, når hun ikke var "på". Til det har vi brugt "hoved"-kommandoen, der er en dæk med hagen på græsset. Dette er nu en kommando, som hun ikke bare kan, men også selv tilbyder, når hun vil have mig til at kaste en bold f.eks. Der er en verden til forskel på, om hun (som for 3 år siden) bare står og gøer af én, eller om hun (som nu) lægger bolden, kigger på én, og så lægger sig i "hoved-dæk" helt stille.
Når hun er i "action", er hun stadig torpedo og TNT i ét, og det blev sidste sommer meget klart for mig.
I lydighed kom vi hurtigt gennem LP1 og LP2 og fik også en RBM-titel med 100 p i en enkelt prøve. Alfa var blandt de bedste sheltier i både LP1 og LP2, og det kørte bare de første år i lydighed. Men da vi nåede klasse 3 og havde trænet, så hun kunne øvelserne, så begyndte det at gå galt til de officielle prøver. I rolige omgivelser til de uofficielle prøver var Alfa tryg og tilregnelig og har været oppe og score 273½ p ud af 280 mulige i LP3. Men ude i virvaret til de officielle prøver påvirkede miljøet og min nervøsitet hende for meget, og vi har aldrig fået LP3-titlen. Efter 3 år med LP3-træning og de samme øvelser (eller variationer af disse), så kiggede jeg på Alfa tonsende rundt efter sin bold, som hun havde fået som belønning efter en 4 min. fællesdæk, og tænkte at nu var tiden inde til at lave det skift jeg havde overvejet i et år. Alfas fart og iver skulle altid dæmpes, "lænkes" og nedtones i lydighed - i større eller mindre grad - og det kunne jeg ikke holde ud. Hverken ift. hende eller mig. Vores samarbejde led under min frustration over hendes "tændthed", der jo burde være så lækker. Til vores sidste officielle LP3 kan jeg huske, at vi blev nr. sidst ud af 20-25 stykker, og under prøven mærkede jeg, hvordan folk langs ringsiden havde ondt af mig. "Det her er slet ikke meningen med det!", tænkte jeg. Det skal være sjovt for os!
Hvad skulle Alfa så? Vi lavede lidt frisbee over sommeren, og i sensommeren fik jeg (meget heldigt) en plads på et begynder-agilityhold i Vallensbæk Agility Sport (VAS), der er under Border Collie Klubben. Og så - med fornyet indsigt i min hund - kom glæden tilbage til os begge. Alfa blev hurtigt rigtig god til de nemme baner og forhindringerne lå hende ufattelig naturligt. Belønningen i agility er meget oplagt til bold, og det er jo i virkeligheden det Alfa helst vil have, selvom hendes instinkt siger hende, at hun skal tage godbidderne. Vi har gået i VAS i 9 mdr. nu. Været til to stævner, hvor hun har klaret sig rigtig godt med enkelte fejl og få disks. Vi træner hver uge herhjemme, og hun elsker det. Bare løbe, springe, løbe, springe og hente sin bold som belønning. Til stævnerne, som er virvar-fyldte og officielle, har jeg oplevet min Alfa, som jeg kender hende. Ingen "stunts" som i LP, ingen medlidenhed fra ringsiden og udelukkende ros og beundring til hendes temperament, fart, iver og "tændthed".
Og hvorfor gjorde jeg så ikke bare det fra start for 4 år siden efter hvalpeholdet? Det er svært, når man som menneske oplever suset af at vinde så at stoppe med det, man laver. Man får måske ikke engang stukket en finger i jorden eller åbnet sine øjne. Tænk at man som helt grøn hundeejer kunne komme med i lydighedstoppen af sheltier i Danmark på bare et år! Det har været fedt og fængende, og Alfa har også elsket det arbejde i lang tid. Men i en kortere periode, tror jeg, at titler, konkurrence-gen og stædighed tog styringen fra min fornuft. "Vi stopper efter vi er blevet champ, eller efter vi har LP3-titlen" bla bla.... Men hvorfor der? Hvis ingen af os har det sjovt på den slagne vej dertil.... Så ville vi bare blive to trætte individer med et stykke underskrevet papir. Det er ikke fordi, jeg er imod prøverne, for jeg elsker det - men det skal være den ekstra motivation til også at få trænet i øsende regnvejr osv. - ikke den grundlæggende motivation. Og man skal være meget opmærksom på, at motivationen fra prøverne KUN påvirker en selv. Hunden er jo bedøvende ligeglad. Nu tænker jeg ikke på den "long lost" LP3 og LPchampion-titel mere... det generede mig i starten, indrømmet, men når jeg ser Alfa nu og træner agility med hende, så giver ALT mere mening. Hendes væsen, kvaliteter og ønsker hænger 110% sammen med, hvad sporten kan tilbyde, og vi skal ikke gå på kompromis. Titler i agility er jeg ligeglad med, selvom jeg går til stævner. Jeg vil gerne ud og konkurrere for min egen skyld og motivation, men det bliver ikke en titeljagt igen, og kommer Alfa i sit liv aldrig videre end AG1 og SP1, så er jeg så stolt af hende alligevel, og hun 100 mio. værd med som uden titler.
Jeg blev allerede klogere til Sydneys ankomst. Vi tog det meget stille og roligt, dog med ambitioner helt fra start. Sydney er noget anderledes end Alfa. Sydney har en naturlig, grundlæggende ro, som er svær af ryste. Hun er simpelthen "cool". Hun har også en god fart, stor iver og træningsengagement, men den største motivation for hende er at være sammen med mig. Hvad end vi laver, så vil hun gerne være tæt på mig.
Sydney har taget lydighedsklasserne stille og roligt, og er nu - 4 år gammel - nået til klasse 3. Med Sydney har jeg lagt vægt på sikker-sikker indlæring og præcision fra start og ikke at hun bare skulle kunne det nogenlunde - hurtigt! så vi kunne komme til prøve. Vi har taget vores tid, og resultatet er blevet meget mere sikkert end Alfas har været. Sydney skal til sin første uofficielle LP3 på søndag, og jeg glæder mig. Jeg VED, hvad hun kan. Det er ikke tilfældigt, om det bliver godt eller skidt. Jeg ved godt, hvor hendes svagheder stadig ligger pga. manglende rutine og træning, men det bliver ikke en overraskelse til en prøve.
Sydney bliver i LP-sporten, for jeg elsker stadig sporten, og det gør hun også. Den er flot, elegant og rørende i dens tætte samarbejde mellem hund og fører, og det er netop dér, at Sydney elsker det. Tæthed!
Lydighed lægger op til både godbidsbelønning, tov og bold, og Sydney sætter pris på variationen. Hun gider ikke tonse efter en bold i evigheder, men kan godt lide en god løbetur indimellem. Jeg vil ikke gå i dybden med øvelserne her, men hun er blevet meget stabil i mange af dem, og virker på ingen måde til at kede sig. Sydney trives med den grad af forudsigelighed og tryghed. Der er sammenhæng og "match" mellem det sporten kan tilbyde, og hundes motivationsfaktorer, kvaliteter og ønsker.
Jeg foretrækker ikke den ene sport fremfor den anden, men hvor er det dog vigtigt, at der er sammenhæng mellem hundens og sportens væsen. Hundens glæde ved træningen skal nok - uanset sporten - sætte store, fede poteaftryk i ens hjerte og den grundlæggende motivation er skabt!

Tak for hhv. 4 og 5 uforglemmelige, læringsrige og sjove år til mine allerbedste tøser.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar