tirsdag den 8. maj 2012

Hold øje med vægten!

Jeg har det sidste 1½ års tid haft mine to tøser på slankekur. Nu er det slut, da de begge har nået deres mål.

Sydney havde et enkelt kilo for meget, som hun har været relativt længe om at smide. Pga. hendes altid store pels, så er der ikke nogen synlig forskel, men hun vejer nu 6,0 kg, hvilket passer til hendes højde på 33 cm og lidt spinkle bygning.

Det var mere alarmerende med Alfa, og jeg er faktisk flov over, at jeg ikke har reageret tidligere. Men samtidig må jeg nu være glad for, at jeg satte ind, og at hun "kun" gik med sin overvægt et års tid og ikke et helt liv, som man desværre også ser eksempler på af og til.
Det var vores nye dyrlæge i Taastrup, der sagde til mig, at de begge var for fede. Jeg fik hjælp af Lotte til at dosere deres slankefodring og har fodret med Oliver's weightloss.
Jeg har derudover trænet mere fysisk træning med Alfa, da hun A) synes det er skideskægt og B) har brug for motionen. Alfa havde en periode for nogle år siden, hvor hun kunne få nogle underlige anfald, og jeg fandt så småt ud af, at de skyldes manglende "tonseri". Så nu står der "tonseri" og spurtløb på programmet flere gange om ugen, hvis ikke hver dag. Hun elsker det, og jeg har ikke set de underlige anfald i 2½ år nu.
Man lærer mange ting via sin første hund. Jeg har haft meget travlt med teknisk præcisions-træning af Alfa i starten af hendes lydighedskarriere, og glemte at en hund som Alfa selvfølgelig har et dagligt behov for høj puls og løb, og ikke bare gåtur. Jeg havde fået så meget i hovedet om, "at kloge hunde SKAL stimuleres mentalt" og at "hyrdehunde ikke kan køres trætte af ren fysisk aktivitet", så jeg glemte i perioder den fysiske træning. Øv øv - det tror jeg også Alfa har haft tænkt og følt.
Alfa vejede i 2010 (sommer) 9,9 kg, og hun er 36 cm høj. Nu vejer hun 7,0 kg, hvilket muligvis er lige i underkanten, men da hun løber agility, synes jeg ikke, at hun skal veje mere end max. 7,5 kg. Det er et vægttab på 2,9 kg på 1½ års tid, og forskellen er meget synlig.


Et hudløst ærligt indlæg. Men en reminder om, at overvægt er en misligeholdelse af hunden, og at der er to ret simple ting at gøre ved det; mindre mad og mere motion. Så lærte jeg det - sorry Alfa - du må være min oplæringshund for en del ting - heldigvis også en masse gode.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar