søndag den 26. februar 2012

Alfas første agilitystævne

I efteråret besluttede jeg at melde Alfa til VAS's agilitystævne her d. 19.februar. Jeg kunne se hende hurtige fremskridt og havde allerede dér fået plads på indendørsholdet, så vi kunne nå noget mere træning i løbet af vinteren. Der var i efteråret ingen af forhindringerne, som hun overhovedet ikke kunne eller ville, så det tegnede godt.
Vi har gået til træning i VAS i Herringløse i januar og februar nu, og har lært meget. Specielt er jeg begyndt at være mere bekendt med, hvordan jeg selv skal bevæge mig. Alfa er blevet mere sikker i forhindringerne generelt, og styrer sin stress fint på banen. Jeg kan nemt køre hende lidt ned i gear på feltforhindringerne og op igen, når vi løber på springene og i tunnelerne, og det er en stor forskel til lydighed, hvor jeg ikke altid havde den kontrol med hendes fart og opkørthed.
I løbet af træningen i VAS har vi kun stødt på posen én enkelt gang, så derfor var jeg noget betænklig ved den til stævnet, og hun skulle da også lige se den an og vægrede derfor på den i de to første løb. I de to næste fik jeg kaldt hende igennem den uden vægringer.
Selvom vi har trænet slalom mere end noget andet i haven så kiksede hun den lidt til stævnet. Slalom'en kræver en stor mængde koncentration, og til stævnet var hendes koncentration også delt ud på nummerskilte (!), tæppet og lugtene, så jeg forstod godt hvor det kom fra. Derudover gav jeg to af gangene nogle uklare signaler til hende, så jeg forstod hendes forvirring.
Vi endte med kun en enkelt disk ud af 4 løb (2 i AG1 og 2 i SP1). I SP1 endte vi som 3.vinder af klassen med kun 5,86 fejl (slalomen). I de andre løb fik vi vægringer (posen specielt) og nogle slalomfejl. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, da jeg følte, at jeg havde Alfa som jeg kender hende fra træning med på banen. Til lydighed kan jeg have en superhund til træning, men så laver hun alverdens fejl til stævner - sådan var det ikke i agility.
Vi forsætter i hallen i Herringløse her i marts, og så udendørs i Vallensbæk i foråret.
Video fra vores stævne (fejl i teksten; vi blev ikke disket i AG1, som ikke blev filmet) kan ses på vores hjemmeside under Aktiviteter - Agility .